Stor opbakning til nyt Selskab for Indvandrersundhed

28. juni 2020

”Bedre sundhed blandt indvandrere er en forudsætning for god integration. Men det er også enudfordring, som kræver en fælles, koordineret indsats fra mange sider”. Det udtaler lektor, læge Marie Nørredam, som er valgt som formand for det nydannede Dansk Selskab for Indvandrersundhed (SIS), der holdt stiftende generalforsamling den 31. august. ”Indvandring ligger øverst på den globale og lokale dagsorden, men betydningen for sundhed og sygdom er ofte underkendt i debatten om integration og velfærd”. Formålet med selskabet er at arbejde for at fremme sundheden i bredeste forstand blandt flygtninge, indvandrere og asylansøgere, og medvirke til at udvikle sundhedsvæsenets indsat med henblik på at bidrage til at reducere den stigende ulighed i sundhed. Selskabet vil arbejde for at øge viden om indvandreres sundhed og sygdom (både voksne og børn) i offentligheden og hos relevante organisationer, institutioner og myndigheder i Danmark. Selskabet skal også fremme forskning og uddannelse på feltet og medvirke til at forbedre sundhedsvæsenets indsats for forebyggelse, diagnostik, og behandling af sygdom i de nye befolkningsgrupper i Danmark og blandt deres efterkommere.

Initiativgruppen bag selskabet omfatter blandt andet Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed ved Københavns Universitet, de indvandrermedicinske hospitalskliniker i Odense og Hvidovre, Dansk Røde Kors og Rigshospitalets børneafdeling. Herudover viste den stiftende generalforsamling med mere end 60 deltagere en meget stor interesse og opbakning fra en bred række af sundhedsfaglige institutioner og organisationer, som repræsenterer både forskning og praksis. Selskabet giver dermed bedre grundlag for at håndtere de nye udfordringer og udnytte de muligheder, som indvandringen skaber. Med selskabet ønsker initiativtagerne at give området en stærkere profil og skabe et innovativt og udviklingsorienteret forum for dialog om indvandrere og flygtninges sundhed og integration.

Formand for det nye selskab, Marie Nørredam, er lektor ved Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, og læge ved Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital.

Yderligere oplysninger kan fås hos lektor, læge Marie Nørredam, telefon nr: 25219925, e-mail: mano@sund.ku.dk.

Kontakt os

sekretariat@indvandrersundhed.dk

Formålet med Selskab for indvandrersudhed (SIS) er at fremme sundheden blandt asylansøgere, flygtninge og andre indvandrere i bredeste forstand.

Øster Farimagsgade 5,

  |  

1014,

  København K

Dansk selskab for indvandrersundhed © 2024