SIS Årsmøde 2024: se det spændende program her
27. september 2024
Årsmøde i Dansk Selskab for Indvandrersundhed kommer i år til at kredse om de konsekvenser, det har for flygtninges og migranters sundhed at leve i midlertidighed eller usynlighed: at leve med den usikkerhed, det er, ikke at vide, om man skal forlade landet - nogle efter at have levet næsten hele deres liv i Danmark, eller at leve her, men ikke have adgang til etableret sundhedshjælp udover det, som frivillige organisationer sørger for at tilbyde.
Det er store emner, komplicerede og til tider konfliktfyldte, men vi glæder os meget til at sætte fokus på det.
Årsmøde oplægsholdere:
Vi vil hele dagen have fotoudstillingen MIDLERTIDIGHED udstillet i foyeren. Udstillingen er skabt i forbindelse med projektet Boundary Work i et samarbejde mellem DRC Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors og Københavns Universitet
Tema 1: Usynlighed:
- Rikke Dalsted, sygeplejerske, leder af Røde Kors’ Sundhedsklinikker for udokumenterede migranter, som på årsmødet vil fortælle om hvordan deres målgruppe over årene har ændret sig.
- Jette Mæng, jordemoder, og ansat i NGO’en Amiami, vil på årsmødet fortælle om hendes opsøgende arbejde blandt udenlandske sexsælgere for at finde potentielle ofre for menneskehandel.
- Arash Setoodeh, PhD studerende ved Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet. Arash vil på årsmødet dele erfaringer fra sin forskning om stofbrug blandt uregistrede migranter.
- Sine Plambech, antropolog, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, filminstruktør og forfatter. På årsmødet vil vi midt på dagen have en samtale med Sine om hendes anmelderroste bog “Global Sex”.
Tema 2: Midlertidighed:
- Dorte Smed, juridisk rådgiver hos Dansk Flygtningehjælp, vil på årsmødet give os et overblik over lovgivningen bag de midlertidige ophold.
- Anika Liversage, seniorforsker ved VIVE og har arbejdet med etniske minoriteters familieliv i snart 20 år, med særlig fokus på skilsmisser. Hun vil på årsmødet bl.a. tale om frygten for at miste sit opholdsgrundlag, hvis man bryder et ægteskab.
- Pia Rauff Krøyer, lektor og forsker indenfor mangfoldighed og ungdomsliv, og Stinne Østergaard, lektor og forsker indenfor asyl og integration ved VIA University College. De vil på årsmødet dele erfaringer fra forskningsprojektet "Ung i Usikkerhed" lavet i samarbejde med Red Barnet, hvor de bl.a. har interviewet 33 børn og unge i alderen 13-17 år, der har været på flugt, og som nu har midlertidigt ophold i Danmark.
- Rolin Mohammed Ali er syrisk flygtning, pædagogstuderende og foredragsholder. Hun har holdt flere foredrag om flugt, krig og det er leve i midlertidighed og aldrig vide med sikkerhed, hvor hun er om 5 år.
Læs mere om priser og tilmedling til årsmødet her.