Sårbare indvandrere bliver ladt i stikken af myndighederne i kampen mod corona

Sundhedsstyrelsens coronaanbefalinger går hen over hovedet på indvandrere, der ikke taler dansk og ikke kan læse. Også hjemløse migranter uden adgang til sundhedsvæsen, vand og sæbe er udsatte. Vi må sørge for, alle kommer med, skriver Marie Nørredam i dette debatindlæg

Til pressemøder afholdt i forbindelse med COVID-19, har en tegnsprogstolk informeret de danskere som ikke selv har høreevnen i behold. Men der er stadig nogle i det danske samfund der ikke bliver inkluderet i tilstrækkelig grad, mener Marie Nørredam.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Når Mette Frederiksen på pressemøderne kommunikerer om coronaepidemien med en tegnsprogstolk i baggrunden, giver det indtryk af, at hun henvender sig til den samlede, danske befolkning: Alle skal forstå budskabet, så vi kan passe på hinanden.

Det er vigtigt for flertallet, der taler dansk, og for de døve, men jo også for dem, der ikke taler og læser dansk. I Dansk Selskab for Indvandrersundhed er vi bekymrede over, hvordan myndighederne håndterer sårbare grupper med indvandrerbaggrund under epidemien.

Kommunikation er afgørende for, at coronasmitten bremses. Det er derfor et skridt på vejen, at Sundhedsstyrelsen har oversat deres basale coronabudskab »Til dig der er ældre eller kronisk syg« og »Ny coronavirus – beskyt dig selv og andre« til seks fremmedsprog, herunder tre ikkevestlige: tyrkisk, arabisk og somalisk.

Men Sundhedsstyrelsens oversættelse når kun en begrænset del af de indvandrere i Danmark, der ikke taler og læser dansk.

Alene i Hovedstadsregionen var antallet af tolkede samtaler i sundhedsvæsenet i 2018 på 74.672, og at der bor mere end 171 nationaliteter alene i Københavns Kommune. Desuden er der personer, som er analfabeter, og af den grund ikke kan læse.

Disse grupper bliver afhængige af naboer, venner og familie, samt ikkedanske nyhedsmedier, hvis de skal forstå coronavirussen, og hvordan de skal forebygge den. I den forbindelse kommer nogle til at være afhængige af, at deres større eller mindre børn oversætter budskabet. Det er ikke hensigtsmæssigt hverken for børn eller forældre, fordi komplicerede sundhedsbudskaber og viden kan gå tabt.

For at forhindre smittespredning er det essentielt, at alle i Danmark forstår myndighedernes vigtige budskaber og har mulighed for at beskytte sig selv, familien og andre mennesker mod sygdommen.

Vi opfordrer derfor både Sundhedsstyrelsen, kommunerne, regionerne og andre myndigheder samt DR til i særlig grad at være opmærksomme på de kommunikative udfordringer, der kan være for nogle personer med indvandrerbaggrund i Danmark.

Der er brug for flere forskellige former for informationsmateriale og -kanaler formidlet på endnu flere sprog. Og det skal sikres, at budskabet kommer ud til disse grupper eksempelvis ved at inddrage kommunikationskanaler som lokale ikkedansktalende radioer og forskellige sociale medier.

Formidlingen bør laves i samarbejde med sundhedsformidlere med anden etnisk baggrund eller andet sundhedspersonale, som er vant til at udfærdige kulturelt tilpassede budskaber om eksempelvis fester, højtider og vandpiberygning.

Uden vand og sæbe

Samtidig hører visse grupper af flygtninge og indvandrere til blandt de mest økonomisk og socialt udsatte i Danmark. Det betyder, at mange bor sammen i små lejligheder i boligblokke, hvilket giver en større risiko for smittespredning både til familien og til andre. Det kan gøre det sværere at holde afstand, og det kan være umuligt med hjemmeisolation ved symptomer.

Mange af disse borgere er allerede ramt af ulighed i sundhed, mange har diabetes og/eller hjerte-kar-sygdomme, hvilket også gør dem mere sårbare, hvis de får COVID-19. Ud over de førnævnte kommunikative tiltag må der laves særlige kommunale indsatser, der sikrer, at budskabet kommer ud til disse lokalområder, for eksempel ved at inddrage repræsentanter fra religiøse og sociale samlingssteder mv.