Dansk Selskab for Indvandrersundhed tager stærkt afstand fra brugen af tvangstestning og tvangsisolering i udsatte boligområder!

11. marts 2021

Dansk Selskab for Indvandrersundhed tager stærkt afstand fra brugen af tvangstestning og tvangsisolering i udsatte boligområder

Dansk Selskab for Indvandrersundhed tager stærkt afstand fra regeringens forslag om tvangstestning og tvangsisolation i udsatte boligområder. Tvang skal være et absolut sidste middel. Sundhedsministeren kunne da heller ikke samle et flertal i Folketinget for forslaget. Baggrunden for forslaget var, at ca. 80 personer testede positive i Vollsmose over den sidste uge. Vi anerkender, at det selvfølgelig kræver en indsats. Det tyder også på at beboerne i bydelen gør; for med omkring 8000 tests den seneste uges tid blandt ca. 9000 beboere, er den lokale opbakning stor.

Alle muligheder for dialog bør være udtømt før tvang overhovedet overvejes. Tvangsforanstaltninger er et fundamentalt indgreb i borgerrettigheder. Uanset for hvem og hvor. I udsatte boligområder med sociale udfordringer og mange borgere af anden etnisk baggrund kan konsekvenserne af tvangstestning og tvangsisolation tilmed føre til øget stigmatisering og diskrimination af områderne og deres beboere. Det kan føre til tillidsbrud borgere og myndigheder imellem og igen til en øget modstand mod tests og samarbejdet om andre forebyggende interventioner, både nu og på længere sigt. For borgere, der er flygtet hertil fra tvang og overgreb fra myndigheder, er i risiko for re-traumatisering og social isolation.

Det er afgørende at beskyttelse af borgerrettigheder fortsat er vores udgangspunkt og at hele befolkningen motiveres positivt til at deltage i forebyggelsen af COVID-19. Vi bør fortsætte den nuværende indsats med let tilgængelig information og tests.

Bestyrelsen,
Dansk Selskab for Indvandrersundhed

Kontakt os

sekretariat@indvandrersundhed.dk

Formålet med Selskab for indvandrersudhed (SIS) er at fremme sundheden blandt asylansøgere, flygtninge og andre indvandrere i bredeste forstand.

Øster Farimagsgade 5,

  |  

1014,

  København K

Dansk selskab for indvandrersundhed © 2021