Indvandrersundhed logo
Om os

Årsmøde

Kommende aktiviteter

Tidligere aktiviteter

Medlemskab
Nyheder
Kontakt

SIS' 10 års jubilæum

5 december 2025

I 10 år har SIS nu eksisteret. I den anledning holdte næstforperson, Morten Sodemann, der også i sin tid var med til at oprette selskabet, en tale på vores årsmøde den 26. november. Talen kan du læse herunder:

SIS 10 år - Tale ved SIS Årsmøde 2025

10 år er noget. Jeg ved hvordan, det er at blive større. Jeg bor sammen med et barnebarn der er blevet 3 år. Så finder man ud af, at man ér noget, man hedder noget og man betyder noget. Men vi har også oplevet et uhørt skred i den offentlige retorik på migrationsområdet samtidig med, at der er daglige stramninger i lovgivningen om flygtninge/indvandrere.

Da jeg krabbede mig sidelæns ind på migrationsfeltet i 2007 var der en helt anden holdning til migranter. Alle vidste der var plads til forbedring. Eller som en kollega sagde dengang: ”Tak, fordi I laver en klinik for de patienter, vi altid bliver sure på”. Vi kunne tale om etniske minoriteter direkte med politikerne og de var reelt interesserede. Vi havde samarbejde med kommunale ekspertteams. Vi blev inviteret til møder med politikerne. Erfaringer fra minoritetsområdet kunne pludselig også bruges i andre sammenhænge – social ulighed, kronikere og sårbarhed. Regionerne havde brug for et fokus og social ulighed og etniske minoriteter fik en central plads.

Det var lige indtil finansministeren sagde, at regionerne skulle lave kræftpakker og supersygehuse og koncentrere sig om ”normale patienter” i stedet for at tage sig af de sårbare. Sundhedsstyrelsen nedlagde den enhed, der havde etniske minoriteters sundhed som fokusområde. I kommunerne nedlagde man integrations teams og kompetencerne forsvandt. Integration og migration forsvandt fra sundheds- og socialområdet, og blev erstattet af hjemsendelsesydelser, kontanthjælpsloft og re-patriering.

Der blev stillet forslag om et nationalt forskningscenter for etniske minoriteters sundhed og flere partier var faktisk ikke afvisende. Men Berlingske kaldte det et ”Center for Etnisk Spild af Penge” og der var ikke flertal, så det kom ikke på Finansloven. Senest er sproget stukket helt af og sindelagssamtaler er blevet et politisk værktøj, mens indfødsretsudvalget er blevet en symbolpolitisk højborg. I dag kan man ikke sige migration uden at blive udskammet, men man bliver hyldet som helt hvis man siger re-migration.

Der kom ikke et forskningscenter på Finansloven, men I stedet fik vi MESU med støtte fra Trygfonden og vi startede Selskab for Indvandrersundhed i 2015. Navnet har altid været til diskussion. Men min gamle chef sagde: ”Skynd dig at finde et navn og sæt et skilt op – så findes det.” Navnet kan man altid ændre men nu findes vi. Som sagt så har den offentlige samtale om flygtninge og migranter ændret sig markant siden vi startede SIS. Et forslag i dag om et Nationalt Center for Migrantsundhed på finansloven ville medføre en shitstorm af hadtale og hånlige politiske kommentarer. Selskabet er, man kunne sige desværre, blevet vigtigere og vigtigere i de 10 år, der er gået. Vi er en del af et værn mod en tiltagende rå retorik og tilsvarende hård lovgivning. Vi er dem, der kommer med modfortællinger som vi f.eks. stædigt gjorde under COVID.

Vi har haft travlt i de 10 år der er gået. Vi har holdt seminarer om alt det aktuelle:

Helbredsvurdering af nyankomne flygtninge

Sikring af at helbredsoplysninger fra asylcentre er tilgængelige

Modtagelse af ukrainske flygtninge

Tolkegebyret og retslige forhold

Tolke og børn – børn som tolke

Arvelige blodsygdomme hos børn

COVID-19 – Hvad lærte vi?

Udokumenterede flygtninges forhold og manglende adgang til behandling

Psykisk helbred hos flygtninge

Den permanente midlertidighed: Opholdsgrundlagets betydning for helbred

Tværkulturelle kompetencer på sundhedsuddannelserne og diversitet i lærebøger

Patientsikkerhed med sprogbarrierer og tolkebrug

Fattigdom blandt børn

De Indvandrermedicinske klinikkers erfaringer er kommet i spil – nu er der 3 klinikker i Danmark.

Vi var medvirkende til etableringen af et nationalt akuttolkecenter. Vi har skrevet læserbreve og ledere, samt videnskabelige artikler. Feltet har fået sit eget opslag på Lex.dk.

Vi har haft foretræde for Integrationsudvalget om helbredsvurderinger og for Sundhedsudvalget om social ulighed i sundhed. Vi er med på Folkemødet.

Vi er blevet en stemme der lyttes til.

Vi har fået tilknyttet Sund Start til SIS og der er mange nye foreninger der sammen med os sætter fokus på livet som minoritet i Danmark: SULH, MinoDanmark, Somalisk Sundhedsforbund, Social Sundhed, Muhabet, Peder Lykke Centeret og mange andre.

Feltet er lige så mangfoldigt som målgruppen. Hvis vi står sammen, kan vi beskytte etniske minoriteter mod den enfoldighed er præger den politiske forståelse.

Der er intet der tyder på at vi bliver overflødige.

Tillykke med dagen, SIS. Glæder mig til de næste 10 år.

Morten Sodemann, 26. november 2025